Deltagelsen i SOK var vores første adventurerace nogensinde. Når sandheden skal frem havde ingen af os prøvet at navigere med kompas før lørdag d. 6 april 2008! Vores erfaring med multisport er altså meget begrænset, men for ca. et år siden bestemte vi os begge for at kaste os over triatlon. Mere præcist i den udgave hvor der køres på mtb og løbes i skov – www.xterradanmark.dk. Vi har begge dyrket meget sport i vores liv, men det har primært været på fodboldbanerne vi har udfoldet os. Vi er begge to naturelskere og det at færdes langt fra alfarvej i skønne omgivelser giver os et kick. Hvis man så samtidig sveder og får motioneret kan man jo ikke forlange mere..

 

Som et led i dette års sæsonforberedelser tænkte vi at det ville være en god samarbejdsøvelse at deltage i SOK LIGHT. Vi spekulerede begge på hvor gode vores evner til at fungere SAMMEN i pressede situationer ville være. Som personer er vi både meget ens og meget forskellige – hvordan mon vi ville reagere i de situationer der uundgåeligt ville opstå undervejs. Samtidig står vi også i en situation hvor vi prøver at udforske forskellige multisportsaktiviteter – adventureracing var noget vi ofte havde vendt som en mulighed under vores lange samtaler i saunaen. Da vi ved at Silkeborg byder på noget af Danmarks smukkeste natur (og barskeste måske J) og vi rent geografisk er tæt på (Vi bor begge i Viborg) var valget altså ikke så svært.

 

I ugerne op til løbet har vi sådan set ikke gjort ret meget ud af forberedelserne – vi har begge haft travlt – Kasper blev far for ikke så lang tid siden. Vi har derfor trænet mest hver for sig og ikke spekuleret så meget på selve løbet – udover naturligvis at følge med på www.sokmultisport.dk - det har været super for sådan nogle nybegyndere som os at kunne følge lidt med på sitet..

Men i den sidste uge mødtes vi en aften for lige sådan at kigge lidt nærmere på hvad f….. det egentlig gik ud på og – ikke mindst – hvad vi skulle have med. Vi fandt bl.a ud af vi nok hellere måtte skaffe et kompas.. En af vores kærester fik i opdrag at lave tonsvis af energibarer og efterhånden følte vi os klar til at komme i gang!

 

Lørdag morgen kl. 06.00 satte vi kursen mod Silkeborg Seminarium – spændte og fulde af forventning. Ved ankomsten fik vi pakket tingene (og der var sgu mange) ud og begav os ned til indskrivningen. Dette foregik let og problemfyldt – sært så meget folk kan smile så tidligt om morgenen…Men så kom det første chok – en pose fyldt med kort som vi faktisk ikke fattede en skid af. Der var bare en masse streger, prikker og poster. Heldigvis kiggede vi begge på hinanden, smilede og lovede at tage det stille og roligt og bare fokusere på at komme igennem. Det vi ikke kunne fandt vi vel ud af undervejs..

 

Vi blev heldigvis lidt klogere ved infomødet og fandt da ved fælles hjælp sådan nogenlunde ud af hvad der skulle ske i løbet af dagen (løb,mtb,stjerneløb,hjem). Godt så! Vi skulle også lige finde ud af rollefordelingen mht. navigation, opbevaring af grej osv., men var klar til start kl. 7.30. Vi havde talt meget om at tage den stille og roligt – men det var som det var glemt da vi skulle op af den første bakke J Der var simpelthen så meget energi og spænding der lige skulle udløses. Op og have fat i kortet til o-løbet….Derefter foregik de næste par km i totalt kaos – vi forsøgte at navigere med kortet, mens alle de andre løbere sådan set bare løb forbi i den samme retning. Nå tænkte vi – efter resten af deltagerne – de må da vide lidt om hvor vi skal hen. Vi fandt problemfrit den første post og begyndte så småt at fattet ideen med kortet. Problemet kom først da vi fulgte efter et andet hold der så ud til at have styr på det – vi endte med at stå inde i skoven og glo åndssvagt på hinanden og det andet hold. Derefter besluttede vi at vi vist hellere måtte prøve at læse kortet lidt mere seriøst, udstikke en rute og dobbelttjekke vores beslutninger uden at løbe samtidigt. Men hold da kæft hvor er det dog svært at fatte meningen med det der navigationshalløj. Den anden post var lige ved at slå os ihjel. Vi havde overhalet og overhalet på vej hen til posten, med det resultat at vi ikke længere havde ”chauffør” på. Derfor løb vi op og ned af en eller anden sindssyg bakke indtil vi fandt ud af at læse kortet ordentligt. Dette mønster gentog sig faktisk gennem hele o-løbet. Vi fandt efterhånden ud af at navigere, men det var som om vi altid valgte den sværeste vej hen til posterne. I al fald stod vi ofte og klippede sammen med hold som vi efterfølgende overhalede på løbeturen. Men når vi nåede den næste post stod de der sgu igen! Vi løb 10 km rent på o-løbet – det var vist lidt mere end nødvendigt! Men vi havde gode ben og følte efterhånden at vi havde meget godt styr på vores indbyrdes samarbejde og navigationen (sådan i grove træk altså).

 

Næste opgave var jo mtb-oløb. Her foldede den skønne natur sig ud fra dens smukkeste side – det er altså imponerede så flot der er nede i Silkeborg – det er sikkert derfor det koster det blege at bo i byen! Igen brugte vi altså for lang tid på navigationen – specielt voldte post 8 os vanskeligheder (den efter bunkeren). Her begyndte vores hidtil gnidningsløs samarbejde også at få lidt ridser i lakken – dog ikke mere end at vi var ved godt mod. Men når navigationen går i skudder mudder og der er ikke lige er nogle rigtige svar – ja så er det nemmere at blive lidt frustreret. Vi kunne også konstatere at vores forsyningssituation heller ikke var for god – lidt hurtig hovedregning kunne lynhurtigt afsløre at det vist ikke helt holdt vejen hjem…Men den tid den sorg. Resten af mtb-oløbet foregik efter samme procedure som hidtil – vi kørte godt nok, men valgte som regel aldrig de helt rigtige løsninger. Det gjorde det så heller ikke bedre at vi først var ved at klippe post 13 som post 10 (hold op hvor var der meget mudder på vejen ind til post 13!) og vi efterfølgende glemte emitbrikken ved foden af post 12 og først kom i tanke om det på toppen. Det gør man altså kun et begrænset antal gange.. Heldigvis var alle de andre hold gode til at hjælpe med opmuntringer og gode råd undervejs på hele turen. Der er en dejlig fællesskabsfølelse, vejret var godt og naturen smuk.

 

Med alle posterne i hus nåede vi endelig frem til Sletten og hold op hvor det føltes godt at få sine løbesko på sammen med et par tørre strømper. Vi tænkte at vi lige så godt kunne få overstået den hårdeste del først og derfor besluttede vi at tage o-løbs delen først. Desværre var vi kun nået ca. 700 m. ud på ruten da vi måtte konstatere at Kaspers knæ ikke havde det for godt – den gamle meniskskade viste sit grimme ansigt.…Nu var gode råd dyre – hvad skulle vi gøre? Vi tog hurtigt den beslutning, at vi ville prøve at gennemføre alle de andre aktiviteter før vi igen kastede os over løbet. Vi startede med kajak, derefter kano, en smuk og dejlig tur – rart med afveksling og udsigt til Himmelbjerget, bueskydning ( incl. en enkelt straftur) og noget med at brænde en snor over. No problemos – vi tog det stille og roligt for på den måde at give den skadede knæ mest muligt hvile. Den sværeste opgave var faktisk det der nature race. Det tog os en time at fuldføre den del af opgaven. Pyha – den var sgu svær! Vi havde ikke fået ondt i ryggen før – men alt det roderi i skovbunden var hårdt! Vi var ved at være pressede, hvilket også betød at vi gik til opgaven med et noget forskelligt motivations- og energiniveau. Turene op og ned af det BJERG var altså virkelig hårde –specielt når man kom op med noget man mente der var brugbart – blot for at konstatere at det ikke var tilfældet! På det tidspunkt måtte vi lige holde holdmøde for at tage bestik af den videre situation. Vi kunne hurtigt konstatere (hvilket vi nok blev helt klar over i blomsteropgaven) at Kaspers knæ var færdigt. Vi havde ikke mulighed for at gennemføre bike n´run, mtb-oløb og o-løb.. Ikke med mindre vi var villige til at betale prisen og måske smadre knæet helt. Det var vi helt enige om ikke kunne komme på tale. Derfor trillede vi stille og roligt ned til teltet for at meddele vi trak os ud af løbet – selvom det gjorde ondt at skulle erkende det ikke var muligt at gennemføre løbet. Men det kunne bare ikke være anderledes.

 

Det eneste vi nu manglede var at komme hjem. Vi besluttede os for at trille stille og roligt af sted og satte kursen (troede vi da!) mod Silkeborg Seminarium. Desværre var navigationen endnu ikke helt på plads – det var noget med at (endnu en gang) drejede mod venstre i stedet for til højre. Vi skulle jo bare være kørt tilbage af den vej vi var kommet – det havde ledt os ud på vejen ind til Virklund. I stedet valgte vi en vej hvor det tog os 25 min at komme ud til asfaltvejen. Undervejs var vi næsten ved at give os til at tude – for vi var faret helt vildt og kunne nærmest kun finde ud af hvor verdenshjørnerne befandt sig. Med et dårligt knæ og nul stier var humøret ikke helt i top. Specielt fordi navigatøren uden det dårlige ben havde undgået at tjekke sin ruteføring med makkeren – på trods af at denne gentagne gange havde spurgt om han var sikker på ruten…Ups – husk altid at tjekke ruteføringen!! Stor var vores glæde derfor da vi endelig nåede asfaltvejen. På vej hjem var det nødvendigt at rippe den lokale brugs i Virklund for alt i chokolade og bananer før vi nåede Silkeborg Seminarium. Her blev vi modtaget som de hjemvendte sønner af en meget begejstret Simon der straks bød os ind på varm suppe. Efter at have afleveret alle relevante oplysninger kunne vi spænde cyklerne på bilen og sætte kursen mod Viborg. Turen hjemad blev naturligvis brugt på at evaluere på turen og her er konklusionerne:

 

Derfor: Tak for nu – det var en skøn oplevelse og meget skal gå galt hvis vi ikke vinder LIGHT næste år…..